Randers Fjord

lystfiskerirandersfjord.dk handler om lystfiskeri i Randers Fjord.

Randers Fjord – information

Randers Fjord er en af de mest spændende fjorde i Danmark lystfiskermæssigt. Med Gudenåens udløb i den inderste del, byder denne ca. 27 kilometer lange fjord, både på lystfiskeri efter ferskvandsfisk såvel som saltvandsfisk. Det brakke og tæt på ferske vand i den inderste del, åbner op for en verden af muligheder for eksempelvis geddefiskeren.

Fjorden byder på fiskeri efter ål, skrubbe, sandart, gedde, stenbider, ålekvabbe, laks, havørred, pighvar, helt, aborre, hornfisk, makrel, sild, multe m.fl.

Selvom sommersæsonen byder på flest fiskearter, er der aldrig rigtig mangel på arter at fiske efter i denne fjord.

Vinterfiskeriet efter gedder er sublimt og gedderne er ofte ret store.

Havørredsæsonen er lang… Selv om sommeren når der er varmest og solen står højt på himlen, kan der fanges havørreder i Randers Fjord. Udbyhøj Syd, den ene af de to yderste fiskepladser i fjorden, er at foretrække i sommersæsonen. En anden god fiskeplads er Campingstrækket udfor Randers Fjord Camping. En tredje er Stenrevet længere inde i fjorden, som med sin placering lige op ad sejlrenden, ofte har besøg af ørreder, som søger det lidt køligere vand. De 3 fiskepladser har da også sejlrenden tæt på tilfælles. En god rød tråd når sommeren er over os.

Læs mere om geddefiskeri i Danmark: Klik her…

Fjordområdet

Marker, strandenge, sivskove, rørsumpe og skove, pryder bredden langs fjorden. Det er ikke alle steder man kan komme ned til vandet og mange vælger derfor at se fjorden fra vandsiden. Enten via. kajak, jolle eller sejlbåd m.m.

De steder man kan komme ned for at fiske, er til gengæld ganske gode.

Efteråret og foråret byder på glimrende fiskeri i hele fjorden efter havørreder. Makrellerne ankommer i sensommeren, sildene kan fanges både forår og efterår og hornfiskene fra ca. maj og frem til sidst på sommeren.

Ålene er også en hyppig gæst om sommeren. Aften- og nattefiskeriet er at foretrække.

Uanset hvilken fiskeart man skal fiske efter, skal man være opmærksom på flere ting i Randers Fjord. Her i blandt den kraftige strøm og den generelt bløde bund.

Bundforholdene i fjorden er på mange måder ikke prangende. Den generelt mørkere sandbund er typisk gold de fleste steder. Dog er der nogle steder en del tangbælter og muslingebanker. Sandbunden i den yderste del på sydsiden er lys.

God vind og god fangst med dit lystfiskeri i Randers Fjord.

/Jari


Læs meget mere om lystfiskeri i fjorden her: Lystfiskeri i Randers Fjord…